will blog for music

Another post in Danish, and another one I did for the work blog. Best albums of 2011.

10. Explosions in the Sky: Take care, take care, take care
Over tre år nåede der at gå, før EITS atter lod høre fra sig. Take care, take care, take care er et 46 minutter langt og seks numre kort album, der endnu en gang demonstrerer bandets exceptionelle evne til at afdække hele følelsesspektret med deres mur af guitar og trommer. Albummet når desværre ikke nær så fine højder som de to fabelagtige forgængere, All of a sudden I miss everyone og The earth is not a cold dead place, men smukt er det, når de fire fyre fra Texas maler de mest utrolige lydbilleder, som kravler helt ind under huden på én.
Sagt i et tweet: følelsesladet instrumental wall of sound 

09. Zola Jesus: Conatus Zola Jesus er højst sandsynlingt den mindste kvinde med den største stemme, du nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med. Ikke meget højere end 1,5 m er hun, men den operatrænede sangerinde rummer en af de vildeste kvindestemmer dette år har budt på. Det er highs and lows som jeg aldrig har hørt dem før, generøst krydret med synthede beats. Jeg var heldig at se hende live i Portland i oktober – og her viste hun for alvor sit kæmpe potentiale og sin stemmes vidde og dybde.
Sagt i et tweet: maksimal vokal tilsat minimal gothpop

08. The Antlers: Burst apart 
Det tog mig forholdsvis længe at lytte mig varm på Burst Apart – måske fordi jeg faldt så pladask for forgængeren, Hospice. Men en dag sad den der så i al sin pragt. Hvor “charmen” hos Hospice var den altomfavnende tristhed og stille desperation, fokuserer efterfølgeren på noget andet og mere. Det er på sin vis mere tilgængeligt, men stadig med en helt unik og nærmest privat skrøbelighed, mestendels takket være forsanger Peter Silbermans evne til at formidle teksterne ud i sin stemmeførings ekstremer.
Sagt i et tweet: smuk, skrøbelig, superb

07. Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Mit arbejdsår startede med, at jeg fik Lars Fiil Quartets Reconsideration ind ad døren. Så var linien ligesom lagt. For hvad denne debut byder på er ganske spektakulært. Det er legesyg og eftertænksom jazz, der bevæger sig ud over, hvad man normalt kan forvente sig af en debuterende kvartet – det er smukt modellerede kompositioner, der på én og samme tid lader hver instrumentalist stråle og samler dem alle til en velspillende helhed. Det er lige så lækkert og subtilt som det er pågående og åbenbart. Nyd de mange små detaljer, der gemmer sig på numrene – de er værd at bide mærke i.
Sagt i et tweet: legesyg og eksplosiv jazz

06. O’Death: Outside 
O’Death har altid været lidt uregerlige, lidt skøre, lidt bonderøvsrockede. Deres trommeslager David Rogers-Berry blev i 2009 ramt af en kræftsygdom, som sendte bandet på en ufrivillig pause, der varede det meste af 2010. De vendte i år tilbage i rampelyset med Outside, et album der ulig deres tidligere ikke fik chancen for at blive testet live, før de gik i studiet. Det gør albummet mere afdæmpet, melodisk og, tør man sige det, gennemtænkt – dog uden nogen sinde at blive sentimental. Og denne modenhed klæder deres lyd rigtig godt – man lytter pludselig på en anden måde og tager sangene til sig, som var de små hemmeligheder, sunget med en nyfunden følsom og erfaren vokal af Greg Jamie.
Sagt i et tweet: melodisk folk-punk

05. The Head and the Heart: The head and the heart
THATH blev oprindeligt udgivet af bandet selv i 2009 – det solgte så godt, at de i 2010 blev signet til det legendariske pladeselskab Sub Pop og genudgivet i år. THATH er 40 minutters folkpoppet perfektion. Det er sjældent, jeg falder over et album, hvor alle sange har samme sprudlende energi, og man sagtens kan høre det fra ende til anden flere gange i træk. De har en helt særlig evne til at brænde igennem live og hver koncert føles som et stort knus – man bliver rørt og revet med af den gode stemning. Der er noget velkendt og samtidig friskt over albummet, som en gammel ven man ikke har set længe og bare glæder sig til at være sammen med igen.
Sagt i et tweet: energisk folkpoppede vokalharmonier

04. Laura Marling: A creature I don’t know 
Dette er det tredje album på blot fire år fra den unge, to gange Mercury Prize-nominerede singer-songwriter. Hun har taget et spring af dimensioner i løbet af det seneste år, både i sine sangskriver-evner og ikke mindst vokalt, hvor hun pludselig har lagt lillepige-imaget fra sig og er blevet til en kvinde med en bundsolid og vanvittig stærk stemme, der rummer kæmpe dybder og de fineste små nuancer. Hvis man syntes de to tidligere album var gode, vil man tabe underkæben ved at lytte til dette. Hun har evnen, talentet og ikke mindst stemmen til at nå lige præcist så langt i denne verden, som hun sætter sig for.
Sagt i et tweet: årets kvindelige singer-songwriter

03. Wye Oak: Civilian  
Civilian er måske det mest dramatiske album på denne liste, og det med ganske få virkemidler. Det var årets første store rockudgivelse, og den minimale opsætning med Jenn Wasner på guitar og vokal og Andy Stack på trommer og effekter har sjældent lydt mere storslået. Musikken og den dybe, mørke kvindevokal vækker minder fra sidste års mesterværk fra Beach House, men har sit helt eget liv, hvor fokus er på intimt sammenspil og masser af lækre guitarsoli.
Sagt i et tweet: storladen, intim og dramatisk shoegaze 

02. Portico Quartet: Knee-deep in the North Sea (re) 
Knee-deep in the North Sea blev udgivet første gang i 2007 – en udgivelse der fik kvartetten nomineret til den prestigefyldte Mercury Price. Siden er den kommet under kærlig behandling af producer John Leckie og blev genudgivet i januar i år. En markant del af Portico Quartets lydbillede er den såkaldte Hang, der omgiver alle numre med en ualmindelig fin og usædvanlig klang. Kvartetten formår til stadighed at balancere mellem jazz, world og rock, og på dette album, som jo er deres debut, cementerer de deres enorme potentiale og evne til at pirre lytterens nysgerrighed med lige dele pågående melodier og delikat underspillede nuancer.
Sagt i et tweet: nyskabende londonsk verdensjazz 

01. Dan Mangan: Oh fortune 
Jeg har glædet mig rigtig meget til at skrive om dette album, som på få måneder har indtaget en suveræn førsteplads som årets album for mig. Det er tredje album fra den canadiske singer-songwriter, som i flere år har spillet både Nordamerika og Europa tyndt på barer, intimscener og hvem der nu ville have ham. Oh Fortune har et tårnhøjt bundniveau (det vil næsten være en skam at tale om “bund” i denne sammenhæng, da ikke en eneste skæring kan undværes) takket være Dan Mangans evne til at skrive fængende, charmerende og smukke sange, udtrykt med hans på en gang hæse og bløde, hviskende og råbende stemme. Der er en underspillet storladenhed, der går som en rød tråd gennem hele albummet, som er så raffineret at man konstant overraskes af lækre riffs, strygere og blæsere. Det er et på mange måder fuldendt album, der fortjener en plads i enhver pladsesamling med respekt for sig selv.
Sagt i et tweet: fænomenal showcase af neo-folk anno 2011

A rare post in Danish. This is one I did for the blog at work. I’m a little too lazy to translate right now - but perhaps you’ll get a little of it (or feel free to use Google Translate, I take no responsibility for the outcome, though), the titles nonetheless. Hopefully I’ll find time to do the album list in both English and Danish. Soon to follow… Click on the titles to listen.

11. Herman Dune: Tell Me Something I Don’t Know
Det nye album fra Herman Dune, Strange Moosic, er i sig selv ikke videre spektakulært, men denne førstesingle udgjorde for en stor del mit sommersoundtrack. Sangen har en lethed og energi, som man ikke kan lade være med at blive fanget af. Husk også at se musikvideoen med Jon Hamm (!) og en blå yeti (!!).

10. The Low Anthem: Boeing 737
Hvor The Low Anthem ofte sværger til minimalistiske vokalharmonier og stille, eftertænksomme melodier, smider de på “Boeing 737” alle hæmninger og leverer et enestående nummer på deres nyeste album, Smart Flesh. Sangens referencer til 9/11 og Philippe Petit, der krydsede rummet mellem de to tårne på sin wire i ‘74, føjer blot yderligere til gåsehuden, der langsomt spreder sig, som sangen skrider frem.

9. Real Ones feat. Susanne Sundfør: Sister to All
To af mine yndlingsnordmænd har for en sang slået plajterne sammen på det nyeste album fra Real Ones. Det er det bedste fra to verdener, når folkemusikerne fra Real Ones synger duet med sidste års stjernevokalist, Susanne Sundfør. De velkendte guitarer kombineret med Sundførs exceptionelle stemme er en lækker blanding, der bør bides mærke i.

8. Laura Gibson: La Grande
“La Grande” er første single fra det kommende Laura Gibson-album af samme titel, der udkommer til januar. Og den varsler, at der er gode ting på vej fra den Portland-baserede sangerinde. Hun har denne gang ladet stå guitaren i baggrunden og fokuseret på en fængende tromme og sin fine, spøde stemme. One to watch i 2012.

7. Wye Oak: Civilian
Wye Oaks album, Civilian, var det første store album i 2011, og førstesinglen af samme navn var den første store sang. Storladen, melankolsk og smuk - med Jenn Wasners på én gang mørke og lette stemme i front.

6. Dry the River: No Rest
Jeg opdagede Dry the River til årets Berlin Festival, hvor de imponerede med lige dele nærvær, rockede guitarer og en folket kerne. “No Rest” er en inderlig kærlighedserklæring, der skriger på opmærksomhed - og det får den i allerhøjeste grad.

5. O’Death: Black Dress
O’Death vendte i år tilbage efter mere end et års dvale, hvor trommeslager David Rogers-Berry har kæmpet mod en kræftsygdom. De kom tilbage stærkere end nogensinde, og “Black Dress” er et smukt, omend dystert, vidne om bandets vilje til at vende modgang til en ny begyndelse.

4. Jonathan Jeremiah: Lost
Lyden af solskin. Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Jonathan Jermiahs musik rummer en helt enorm varme og dybde, som man ikke støder på ofte disse dage. Anmeldelserne har været hårde, men ignorer dem og sæt denne sang på anlægget en regnvåd søndag og lad dig omgive af de varme strygerarrangementer og hans uendeligt bløde stemme.

3. Portico Quartet: Ruins
Jeg har før lovprist Portico Quartets evner til at ramme lige præcis dén linie der adskiller jazz og rock, og som gør dem så pokkers svære at sætte i bås. De fire fyre fra London er konsekvent dygtige og nyskabende, og er et frisk pust i en musikverden, hvor man efterhånden synes man har hørt det hele. “Ruins” er en forløber for deres nye album, der udkommer til januar.

2. The Head and the Heart: Lost In My Mind
Det har været et forrygende år for THATH – de har turneret en vis del ud af bukserne, men har til gengæld også høstet frugterne deraf. De har spillet for udsolgte huse i USA og blev i oktober inviteret til at spille hos David Letterman. “Lost in my mind” er deres superhit og det med god grund. Den har alt, hvad en god sang skal have: fine vokalharmonier, den gradvise opbygning og en eksplosion af et omkvæd.

1. Dan Mangan: Post-war Blues
Dan Mangan kom skøjtende ind i mit liv i september og slog med det samme fast, at han var kommet for at blive. “Post-war Blues” er et højdepunkt blandt højdepunkter på det nye album, Oh Fortune, men det fængende riff, insisterende omkvæd og Dans fantastiske hæse stemme gør, at lige præcis denne sang står ud som årets absolut bedste sang i min bog.

And now for something completely different. I only recently discovered, that the two hyper creative and busy brothers David and Steven Dewaele, aka Soulwax, 2manydjs, The Flying Dewaele Brothers etc., in the midst of their ever busy touring schedule found the time to develop and release an app this summer. And it’s not just any odd app. It’s the best music app I’ve seen since Soundcloud. 

Instead of releasing another 2manydjs album, they’ve decided to release 24 one-hour sets through this app. It’s a brilliant showcase of how their crazy minds work. Trailer (not for the faint of heart):

Download it from App Store (or view the sets on Vimeo in HD - like whoa)

— Oh, and I was pretty psyched to discover that one of the sets is called Librarian Girl!

I had the pleasure of meeting Bill McHenry in May when he was in Denmark as an “Artist in Residence” for 2 months. Among others, he joined forces with Søren Bebe’s trio and played at the Music library. One of those lovely and rare shows, where you felt in the presence of masters.

Now he’s long back in the US, and NPR/WBGO has just put a live set online from a recent performance at the Village Vanguard where he played with his own quartet. I’m quite taken - it’s grand in every way possible. Subtle, subtle.

If you have an hour and 15 minutes to spare, do yourself a favour and listen to this. NPR is streaming it for free!